Regnvejr ved Vesterhavet

Aktiviteter for børn i Vestjylland

Hvad skal man lave når det regner på ferien?

Det er ikke altid vejret lige arter sig, som man lige havde forventet det. Sidder du i sommerhuset og regnen banker mod ruden, så fortvivl ikke.

Der er flere ting man kan lave, selvom skuffelsen måske er stor. Vi har derfor samlet lidt idéer til, hvad man kan lave, hvis du holder ferie ved Ringkøbing Fjord i Vestjylland, og vejret ikke lige arter sig efter ferieplanerne. 

 

Hygge i sommerhuset

Det kan være rigtig hyggeligt bare at blive i sommerhuset og beholde hyggebukserne på hele dagen. Hvis I tidligere på ugen har været på stranden, så slip de kreative tanker løs og farvelæg stenene fra strandturen.

Der er også mulighed for film-maraton, ”Den Store bagedyst” familien imellem eller bare at slappe af med en god bog. 

Sommerhus ved Henne Strand

Indendørs aktiviteter for hele familien

I kan også tage en smuttur i biografen i Varde Bio eller Ringkøbing Biograf og give den lidt ekstra gas med popcornene og skrue helt op for hyggen.

En anden mulighed er, at besøge Vestjyllands største legeland ved Bork Havn, hvor hele familien har mulighed for at få sved på panden og pulsen op. Der er aktiviteter som streethockey, trampoliner, fodboldpool, rodeotyr, hoppeborge, aeroball, curling, kæmpe legeborg og meget mere.  Alle aktiviteter er gratis, når entreen er betalt og egen mad må medbringes i legelandet. 

Er I til højder, klatring og spænding så kunne Junglefun Klatrepark i Oksbøl helt sikkert også være noget for jer. 

 

Gladiatorkamp i Bork Legeland

Hop i poolen

Tag en tur i svømmehallen og få luftet badetøjet.

Der er svømmehaller i både Tarm Idrætscenter, Form & Fritid i Nr. Nebel og Ringkøbing Svømmehal, her er der rig mulighed for at boltre sig i nogen timer. 

 

Vesterhavet i Påsken

Museum for børn i Vestjylland

Mød vikingerne ved Bork Vikingehavn, der står klar til at give dig en oplevelse af livet, som det så ud for 1000 år siden. De fleste af aktiviteterne forgår ude, men man kan også flere steder komme i ly for regnen. 

I kan også besøge det arkitekttegnede Tirpitz Museum i Blåvand, hvor man kan komme helt tæt på begivenhederne under 2. verdenskrig, havets guld, og den 20.000 år lange historie om den jyske vestkyst. 

Lyngvig Fyr blev for alvor kendt i Tv2 serien ”Hvide Sande” hvor den var en del af historien flere gange. Der er bl.a. rig mulighed for at nyde udsigten fra toppen, den flotte trappe samt den udendørs legeplads.  

Naturkraft i Ringkøbing er også et godt bud. Naturkraft er en oplevelsespark, hvor man kan opleve naturens fascinerende kræfter gennem leg og oplevelser.   

 

Stranden ved Nymindegab

Udendørs aktiviteter i regnvejret

Der findes ikke dårligt vejr, blot dårlig påklædning - som bedstefar måske plejer at sige det. Og der er noget om snakken, hvis hele familien hopper i regntøjet. 

Man kan for eksempel tage på ravjagt ved Henne Strand og mærke Vesterhavets kræfter eller tage på skovtur i Blåbjerg Plantage for at besøge Vestjyllands højeste punkt.

Der også mulighed for tage lave bål flere steder i bålhytter ved Blåbjerg Plantage, Nr. Nebel eller ved Nymindegab. Bag pandekager eller snobrød og varm lidt kakao for at holde varmen. 

Du kan finde mere information omkring bålpladser og bålhytter på udinaturen.dk eller på Visit vesterhavet. 

 

Vafler over bål